1. Konglig Majestæts Premier-Minister, Grev Christian af Rantzau, døde i September Maaned 1663. Levede ikke den Dag at drikke Skaaler til vores Prindsesse og Kurprindsen af Saxens Trolovelsesfest, langt mindre naaede han den Dag at see – efter hans Angivende – et Træbillede til min Salig Herres Spot at parteres. Døden var hannem meget bitter.
2. Enkedronningens Hofesterinde, som var mig saa meget saa streng i min største Bedrøvelse, havde en lang, piinagtig Sygdom, sagde af Utaalmodighed, at Helvedes Pine var ikke større, end som hendes Pine var. Man kunde paa Taarnet høre hender skrige. Hun blev ført paa en Dyne ned i Byen og døde der.
3. Abel Catharinæ Død var meget smertelig. Havde hun før søgt hos mig paa hemmelige Steder efter Breve, da blev hun siden af Balberere meget befølt, eftersom hun havde Bylder på hemmelige Steder. Hun blev skaaren og brændt. Al den Pine udstod hun i Haab at leve; men hverken Bartskærens Vindskibelighed eller Dronningens Besøgelser kunde redde hender fra Døden.
4. Secreterer Erik Krag, som havde ladet see sit onde Hiertelag imod mig i mit Fængsel den Mørke Kirke, blev hastigt af Døden henrykt paa et ureent Sted; var frisk og sund, havde til Middag ladet indbyde Giester til sig, sad og skrev ved sit Bord, gaaer ud for at giøre sit Behov; der finder hans Folk – efter lang Bien – hannem død.
5. Generalmajor Friderich von Anfeldt, som mere end som én Gang gav sin Glæde til Kiende over min Ulykke, han døde saa, som han havde levet; var et ugudeligt Menneske og en Gudsbespottere. Han kunde Lykkens skele Øiesyn ikke imodstaae, blev rasende, fordi en anden fik en Ærestitel, han attraaede. Det var vel ringe at tabe Sind og Sands for. Han vilde intet høre om Gud, minde forlige sig med Gud. Begge Dronningerne, Enkedronningen og den regierende Dronning, overtalte hannem endeligen dertil. Der han havde annammet Sacramentet, sagde han: (”Nu haver Deres Majestæter faaet Deres Villie; hvad gavner det nu!”) Blev ved at bande og læstere og døde saa hen.
6. Efter lang udstaaende Sygdom døde Feltherren Schack.
7. Desligeste Cantzeler Peder Reedtz.
8. Kongelig Majestæt Kong Friderich den 3.s Død forfremmede Statholder Christoffer Gabels Død. Han følte, at Enkedronningens Had meget imod hannem formaaede, ønskede sig Døden. Gud bønhørte hannem.
9. Det haver behaget Gud, at jeg skulde selver være Vidne til, at Walter døde en ynkelig Død; ja, at jeg skulde selver beklage hannem. Thi naar jeg hørte hannem skrige, da randt mig forrige Tider i Sinde, og tænkte ofte, hvorledes et Menneske kan lade sig forføre at giøre den ondt, at hvilken den alt godt og Ære haver nydt.
10. Magister Buck, min Skriftefader, som handlede saa ilde imod mig, udstod megen Pine paa sin Sotteseng, var tre Dage maalløs, førend han døde.
11. Den Skielm og ugudelige Krop Christian, som gjorde mig saa megen Fortræd i mit Fængsel, der han kom paa fri Fod og til sin Husbonde, Mons Arnfeld, i Jylland, kom han i Trætte med Præsten, som vilde, at han skulde staa Skrifte for et Qvindfolk, han havde lokket. Den Skielm stikker Ild på Præstens Gaard. Præstens Hustru bliver indebrændt, som meente at redde noget af sit Gods, og al Præstens Formue lagt i Aske. Præsten vilde ikke forfølge den Skielm med Retten, befalede hannem den rette Dommere og hannem alene Hevnen. Den Mordbrænders Samvittighed begyndte at vaagne. Han levede en lang Tid i Frygt og forskrækkede sig, naar han saa nogen komme, som gik noget hastigt, raabte da høit og med Rystelse sagde: ”Nu ta’r de mig”, løb hid og did, vidste ikke hvor hen. Endeligen fandtes han død i Marken og med de Omstændighder at have skudt sig selver ihiel; thi de fandt en lang Bøsse og liggende imellem hans Ben, Piben lige imod Brystet, og en lang Kiep i Haanden, som han haver stødt Trykkeren løs med; saa han døde ikke saa christelig, som han havde død under Bøddels-Haand, han saa forfløien omtalte ikke at skiøtte om, dersom han ikkun kunde bringe en anden i Fortræd.
