sportssystemer


1:100

1:100

1:60
(akryl på lærred)

Nailing Poetry and Grammar











Foto: Rine Rodin

Poetry and Grammar by Gertrude Stein, 1935 
(An excerpt)

So now to come to the real question of punctuation, periods, commas, colons, semi-colons and capitals and small letters.
                I have had a long and complicated life with all these.
                Let us begin with these I use the least first and these are colons and semi-colons, one might add to these commas.
                When I first began writing, I felt that writing should go on, I still do feel that it should go on but when I first began writing I was completely possessed by the necessity that writing should go on and if writing should go on what had colons and semi-colons to do with it, what had commas to do with it, what had periods to do with it what had small letters and capitals to do with it to do with writing going on which was at that time the most profound need I had in connection with writing. What had colons and semi-colons to do with it what had commas to do with it what had periods to do with it.
                What had periods to do with it. Inevitably no matter how completely I had to have writing go on, physically one had to again and again stop sometime and if one had to again and again stop some time then periods had to exist. Beside I had always liked the look of periods and I liked what they did. Stopping sometime did not really keep one from going on, it was nothing that interfered, it was only something that happened, and as it happened as aperfectly natural happening, I did believe in periods and I used them. I really never stopped using them.
                Beside that periods might later come to have a life of their own to commence breaking up things in arbitrary ways, that has happened lately with me in a poem I have written called Winning His Way, later I will read you a little of it. By the time I had written this poem about three years ago periods had come to have for me completely a life of their own. They could begin to act as they thought best and one might interrupt one’s writing with them that is not really interrupt one’s writing with them but one could come to stop arbitrarily stop at times in one’s writing and so they could be used and you could use them. Periods could come to exist in this way and they could come in this way to have a life of their own. They did not serve you in any servile way as commas and colons and semi-colons do. Yes you do feel what I mean.
                Periods have a life of their own a necessity of their own a feeling of their own a time of their own. And that feeling that life that necessity that time can express itself in an infinite variety that is the reason that I have always remained true to periods so much so that as I say recently I have felt that one could need them more than one had ever needed them.
         You can see what an entirely different thing a period is from a comma, a colon or a semi-colon.

64 skakfelter



skakbræt skåret ud i felter



verdens rum


Tegnet over satsbillederne i teksten Verdens rum af Georges Perec fra Verdens rum og andre tekster, Arena, 2016


SIDEN


SENGEN


SOVEVÆRELSET


LEJLIGHEDEN


EJENDOMMEN


GADEN


KVARTERET


BYEN


PÅ LANDET


LANDET


VERDEN


RUMMET

knalv knolv er nu



Lars Bukdahl i Weekendavisen, 10. aug. 2018

fra knire til knex



klokken fire siger borgmesteren uden Djursland har Jylland ingen profil sagde Vagn


og så læser Andreas Pedersen Gjerrild Strandklit, Sproganvendelse og Knalv knolv fra Digte? og et urdigt af Gunnar Björling fra Dit øjes blod - og sig selv ikke mindst (Fryden)


og Anders Graae synger Orddigt fra Digte? - bl.a.


og mågerne synger med til de får en fisk hver af "Signe"


og så blev klokken knex og det trækker op til regn


knalv knolv



fra Vagn Steen: Digte? Gyldendal, 1964
installeret på Grenå Havn (dobbeltsidet ur, 85 cm i diameter)

hvad findes bag skriftsproget?


Anmeldelse

Af Anette Højlund i Kunsten.nu

.)!":)/;?! – An exhibition in and against the written language


På Danske Grafikeres Hus vises en stor udstilling i meget små rum. Skrift, tegn og sprog er temaet for den ambitiøse repræsentation af kunstnere og forfattere. Helt nye tilgange til det at have ord og sprog som sit kunstneriske medie vises sammen med nogle af genrens tidligere markante udøvere. .)!”:)/;?! – An exhibition in and against the written language tager lang tid at se, men åbner for et utal af verdener bag sproget.
Hvor er meningens grænser? Hvad betyder skriftens grafiske udformning for udsagnet? Hvordan – gennem skriften, tegnet, udsagnet – siges noget om det, der ligger udenfor sproget? Det er nogle af de mange spørgsmål kuratorerne og billedkunstnerne Mia Edelgart og Joen Vedel, stiller med udstillingen .)!”:)/;?! – An exhibition in and against the written language.

.)!”:)/;?!, installationsview. Danske Grafikeres Hus. Foto: Danske Grafikeres Hus

Tekst og magt
Skriften gør det muligt for os at beskrive verden, nedskrive erindringer, skrive paroler, partipolitikker, dødsannoncer, filmmanuskripter, lovparagraffer – og digte. Men spørgsmålet er, hvilke tekster, der får mest plads i verden? Det er overordnet det, udstillingen spørger til. På den måde kan man se .)!”:)/;?! som et poetisk-politisk opråb. Den siger: Se her – her er en mængde ”andre” måder at bruge skriften på, her kan høres alternative stemmer. Den personligt-politiske stemme, den sansende stemme, u-logikkens stemme, tavshedens stemme får plads på udstillingen.
Kuratorerne har bevidst valgt ikke at skrive en formidlende tekst. Værkerne skal tale for sig selv. Med til udstillingen hører femten A4-sider holdt sammen af en clips i hjørnet. Her har de enkelte kunstnere eller kunstnergrupper – 32 i alt – fået frie hænder til at skrive om deres praksis eller værket på udstillingen. Jeg læste mig igennem siderne og fandt det faktisk ret forfriskende med denne u-formidling. Ingen tekst på væggen om teksten på væggen. Jeg kunne gennem de femten ark se ind i en masse tanker og praksisser uden at blive forstyrret af en kuratorstemme. Det krævede lidt arbejde, dog – og ikke mindst: tid. Tekst tager tid – ligesom kunst i øvrigt gør, hvis man selv skal finde ud af, hvad den handler om.

CAConrad: Resurrect Extinct Vibration, 2018. Foto: Danske Grafikeres Hus

At genoplive tabte lyde eller råbe noget ud
Et af de længere bidrag til de femten A4-sider kommer fra digteren CAConrad, der er repræsenteret med to digte med titlen Resurrect Extinct Vibration (2018), begge printet i stort format og ophængt overfor indgangsdøren. Bidraget fortæller om digtenes fremkomst som del af en serie ritualer, CAConrad kalder (Soma)tic Poetry Rituals. Ritualerne går ud på at genoplive de lydlige vibrationer der forsvinder, idet arter uddør. Lyden af hjerteslag, hovslag, skræppen, skrig og summen forsvinder med dyrene. I stedet fyldes verden af lydene fra biler, maskiner, droner og lyden fra din mobiltelefon. For at genoplive de tabte lydvibrationer rejser CAConrad rundt i USA, udvælger steder, lægger sig på jorden, fører højtalere hen over sin krop og lader den absorbere vibrationerne fra optagede lyde, der stammer fra uddøde arter. Digtene er resultatet af de noter, CAConrad skriver umiddelbart efter ritualet. CAConrad giver på sine blogs også anvisninger til, hvordan andre kan udføre lignende ritualer i andre sammenhænge og er på den måde en slags øko-poetisk-shaman-agitator. At teksterne, man kan læse på udstillingen, så i høj grad handler om at være queer, giver en – nok ret betydningsfuld – dimension til værket. Vibrationen fra de forsvundne arter får queer-identiten til at eksistere.

Line Larsen: Window Work, 2018. Foto: Danske Grafikeres Hus

En revolution?
På første sal er vinduerne mod gaden bemalet og betegnede af den norske multikunstner Line Larsen. Korte udsagn blander sig med konturtegninger af mennesker, og der er overmalet, tværet ud og tegnet over i et aggressivt flow. Med blåt står der skrevet på et af vinduerne: Right now there’s a whole generation that never knew anything. I en anden tegning ses tre mennesker med t-shirts. På den ene er skrevet: Let’s start a revolution.
I de femten A4-sider får vi at vide, at Line Larsen er i gang med at etablere en bevidsthedskult på Amager samt flere multifunktionelle kunstværker, og at hun i sin fritid tager sig af omstrejfende katte, skyder med sin fars håndvåben og ellers drømmer om at blive skuespiller, instruktør, musiker eller gift med den svenske rapper Yung Lean. Værket udstråler på en gang fandenivoldskhed, ironi og en vis resignation, og kan måske ses som et meget godt billede på en generation af unge, der ikke ved om den skal le, råbe, handle eller brænde det hele ned.

Cia Rinne: MENT, 2018. Foto: Danske Grafikeres Hus

Betydninger forsvinder bag vand, begreber og overstregninger
Det er også på førstesalen, vi finder videoen La Pluie (projecte pour un texte) fra 1969 af Marcel Broodthaers, projiceret småt henne i et hjørne, fint placeret under det ene af to silketryk fra 1969 af dansk konkret poesis nestor, Vagn Steen. Filmen viser Broodthaers skrivende med blæk, mens vand fosser ud over ham og det skrevne – som på den måde forbliver uskrevet.
Negationen er også på færde i Cia Rinnes reenactment af en tekst af den franske forfatter Orion Scohy. Rinnes værk har titlen L’usage du Mot (2017). Teksten er af Scohy, og den kan både høres oplæst og ses på to store bannere, ophængt i loftet. Titlen på Scohys tekst er La poesie concrete ment. Det lille gab mellem ‘concrete’ og ‘ment’ dekonstruerer ordet ‘concretement’ (adverbiet konkret), idet ‘ment’ betyder ‘løgn’ – eller snarere: ‘at skabe løgn’. Teksten lyder videre: det sande lyver / det absolutte lyver / logikken lyver / æstetikken lyver – og videre i den dur; i alt 28 konstateringer af, at så snart noget er sat på begreb, indebærer det også, at noget ikke er med, idet begrebet aldrig kan henvise til alt det, det dækker over. En løgn skabes således med begrebsliggørelsen.
Lige ved siden af bannerne er et unikaværk af den norske digter Monica Aasprong fremlagt. Det er en roman skrevet af Aasprong, hvor alle andre bogstaver end ‘t’ er malet over med hvid gouache. Bogen/bogobjektet indgår i en serie i flere dele med den overordnede titel Soldatermarkedet. Værket kan ligne mange andre kunstnerbøger, hvor overstregninger negerer og genererer betydning. Hos Aasprong indgår bogobjektet dog som del af et samlet koncept, som det skal ses i lyset af, og ligesom det gælder mange andre værker på udstillingen, ville en meget større udfoldelse af idéen have været nødvendigt, for at værket kunne ydes fuld retfærdighed.

Åse Eg Jørgensen: Kompendier 15-35, 2013-2018 og Kamilla Jørgensen: Bøgernes grundplan, 2018. Foto: Danske Grafikeres Hus

Visuel poesi og noget at se
Man kan blive helt træt, når man kommer til en udstilling og ser, at den består af værker, der skal læses. Man skal tænke så meget, man skal tænke sig om – og læse igen. Man skal give sin forestillingsevne til teksten, den stråler ikke ind i øjnene eller påvirker ens sanser på den måde, som billeder eller anden kunst kan. Heldigvis består .)!”:)/;?! ikke kun af tekst. Der er også noget at se på: Jimmie Durhams to grafiske værker f.eks., hvoraf det ene, Buchstabe fra 2005, leger med fiktive alfabeter, skrevet med tynd tusch. Det andet værk, Der Buchdrucker (2005), er et aftryk af et stykke træ med spor efter bogtrykkerbillen. At to grafiske værker af en verdensberømt kunstner hænger i et hjørne af et kunstnerdrevet kælderudstillingssted i København er altså ret fedt …
I underetagen finder vi også et uddrag af Åse Eg Jørgensens ongoing projekt Kompendier; en serie A5-pamfletter, hvor hun samler udpluk af alt muligt, der interesserer hende. Over serien hænger litteraten og billedkunstneren Kamilla Jørgensens samling af falmede forsatsblade fra diverse gamle bøger med titlen Bøgernes grundplan (2018). Det er et smukt udsagn om tid – og vi må selv tænke os til resten gennem titlerne, der er listet op i ”kataloget”.

Christian Yde Frostholm: VIGILANCE PRRETÉ, 2002. Foto: Danske Grafikeres Hus

Poesi som modstandsstrategi
Den mere politisk kommenterende ende af visuel-poesi-spektret er repræsenteret af bl.a. Christian Yde Frostholm, digter og ophavsmand til det nu lukkede men stadigt tilgængelige site for visuel poesi: afsnitp.dk. Frostholm affotograferede i vinteren 2002 gadeskraldespande i Frankrig. Alle skraldespandsposer skulle efter 9/11 være gennemsigtige og påtrykt ordene ‘VIGILANCE PROPRETÉ’ (agtpågivenhed/renlighed). Fotografierne af de sorte bogstaver, hvor plastikkens folder laver nye ord og vrøvl skaber en stille og ironisk kommentar til de, der tror, at terror kan modvirkes og tryghed skabes, hvis bare der sættes formaninger op i det offentlige rum.
Udstillingen viser et snit gennem tider og tilgange til det at arbejde med ord og skriftlighed i en form for modstandsstrategi. Visuel poesi, konkret poesi, litterære eksperimenter og alt muligt blandes. Jeg kunne nemt som anmelder bede om, at den blev begrænset eller strammet op, men det vil jeg undlade. For det er både dens styrke og svaghed, at den vil så meget. .)!”:)/;?! kunne være en skitse til en større udstilling. Men den er også, som den er, et katalog eller en skattekiste. Mange flere af værkerne kunne fremhæves her, men tag hellere selv til Sølvgade og gå i lag med teksterne og tavsheden.

mad women in the attic





Victoriansk litteratur af Mary Shelley, Charlotte Bronte, Emily Bronte, George Eliot, Jane Austen, Emily Dickinson, Elizabeth Barrett Browning, Christina Rossetti

portrætter af enhver











bagsider af oliemalerier, messingskilte, guldrammer