forsvar for psykoanalysen


Kære E,
Efter jeg havde talt med dig i telefonen engang i nat, vågnede jeg og var irriteret på din kammerat fra Frankrig. Måske mangler jeg at bearbejde et eller andet hos mig selv, når jeg bliver sådan irriteret.
Det ikke nemt for en menigkvinde som mig at overbevise folk om, at de skal gå i psykoterapi. En original, der er ved at ødelægge sit eget og sin families liv, fordi vedkommende er uvidende, dum, uddannet, fattig, udlænding fra et land, hvor man ikke aner, hvad psykologi er for noget, men i visse steder i Afrika f.eks., har de masser af healere, der tager sig af folks psykiske problemer og altid har gjort det. Her mener jeg noget med, at jeg ville være mere tolerant, hvis konen var en fattig muslim fra en arabisk udørken. Den eneste grund til, at man er nødt til at holde kæft med, at man går i psykoterapi over for folk, der er idioter (som vores mødre, andre familiemedlemmer, visse bekendte, arbejdspladser osv.) er jo, at de er idioter, og at samfundet er komplet idiotisk. Så jeg kan godt forstå, at din franske kammerat ikke vil høre tale om at gå til psykolog, hun er endnu på idiotstadiet, ligesom resten af samfundet. Og det er sgu tungt at danse med, jeg ved ikke engang, om jeg gider, jeg plejer at trække mig.
Jeg orker nok ikke at komme og overbevise dette franske flutes om noget som helst, for det må folk faktisk selv om. Hvis de ikke vil gå til i deres sjæls mørke eller prøve at komme op i det barske dagslys. For nej, det er heller ingen dans på roser at gå i analyse, hverken økonomisk eller sjæleligt. Der er bare ikke noget valg, og flere burde gøre det, særligt de mange, der har råd til det, i stedet for at lade deres lort gå ud over os. Men vi er nok ikke kommet så langt i samfundene, at det kan lade sig gøre. Også fordi man ikke kan få det som en langvarig behandling over sygesikringen i Danmark.
På en måde er psykologien et U-landsområde, folk forstår den ikke, vil ikke vide af den. Det er hysterisk og absurd, når det på den anden side kan dokumenteres, at vi ikke ville have haft Cobra-gruppen uden Sigurd Næsgård. Også Panduro gik hos ham. Tove Ditlevsen gik hos Eigil Nyborg eller var det manden? Og hun hos Næsgård? Rifbjerg gik hos den samme psykolog som Panduro, sikkert til sin død.
Hvor vil jeg hen med dette, jo, jeg ved altså ikke, om jeg orker at komme og snakke psykologi med en analfabet på området. Jeg må beskytte mig selv og kan ikke fortælle alle og enhver, at jeg går i analyse. Jeg er desværre ingen Tove Ditlevsen. Hvordan skal vi også naturligt komme ind på emnet, hvis jeg skal lade, som om jeg ikke ved en pind om damen, når du faktisk har fortalt mig hele hendes lidelseshistorie.
Tonsvis af mennesker burde gå til psykolog, nogle ordentlige selvfølgelig (du og jeg kunne sidde i det udvalg, der uddelte praksisser), så fik vi et meget roligere og bevidst samfund, volden ville falde, børnene få bedre opvækstbetingelser, ”I begyndelsen var opdragelsen” skulle være tvungen læsning for alle.
Men sådan er det ikke endnu, vi er en tapper lille skare, der bruger tid, kræfter, penge og vores fremtidshåb på at dykke ned i sindet og prøve at forstå vores gode og grusomme handlinger, og det er fandeme ikke let, men hvordan forklare det til andre i denne verden, hvor det på en og samme gang er ”fint” at gå til psykolog, og noget man fortier, fordi det ikke er ”fint”, at mennesket ikke er en robot.
Tilværelsen er absurd.
Vi kan lige tage en snak om det i telefonen og se, om vi kan finde ud noget, for kan man ved en begrænset indsats (jeg mener ved at komme over til dig et par timer) gøre sit til at denne følelseskolde robotverden rykker et lille blødt skridt fremad, så er det en god ting.
Din D